”Goddaw! Hvad laver du?” Sådan indleder makkerparret Anders og Vibeke fra TV Midtvests program ”Fotovognen” typisk deres samtaler med indbyggerne i nogle af Midt- og Vestjyllands allermindste landsbyer, som Fjaltring, Fousing, Thorsminde, Agger, Handbjerg og Ejsing. Her kan et indledende spørgsmål om hvordan man laver en god blomkålssuppe på meget kort tid føre til en samtale, hvor folk deler deres inderste tanker og følelser om sygdom, død, ensomhed og meningen med livet.
Men hvad er det så de kan, Anders og Vibeke? For det ser jo umiddelbart legende let og ubesværet ud, når de stiller spørgsmål som: ”Hvordan mærker man det Aspergers der?”, ”Hvad er det for et sted det her?”, ”Hvordan finder man ud af det?”, ”Hvad bakser I med?”, ”Hvordan starter man med at spille sav? Hvordan bliver man god til det?”, ”Hvad får I tiden til at gå med?” osv.
Om at få adgang til hvad andre ser
Ja, professor Amy C. Edmondson (2020) vil sikkert sige, at Anders og Vibeke evner at etablere psykologisk tryghed. De kan få den anden til at tale åbent om det svære, det der betyder noget og det der bekymrer, uden at man frygter for at komme i forlegenhed, blive ydmyget, bebrejdet eller ignoreret. Gennem deres nysgerrighed, naivitet, varme, humor og skarphed evner de – ofte – at etablere en grundlæggende tillid og tryghed i forhold til at alt kan siges. Men hvorfor er det vigtigt at kunne som leder?
Forestil dig, at du skal navigere i en foranderlig, uvis og flertydig virkelighed, hvor der er en høj grad af tvivl om vejen frem. En kompleks situation med andre ord. Her gælder det ikke om på forhånd at have udtænkt den rigtige plan, men snarer om løbende at prøve sig frem, og opdage hvad der er muligt og hensigtsmæssigt. Og til det har vi brug for adgang til hvad andre ser. Især når deres perspektiv adskiller sig radikalt fra vores egen opfattelse af virkeligheden.
Den psykologiske trygheds ædle kunst
Men psykologisk tryghed er en kompleks størrelse og lader sig ikke sådan sætte på fast formel. Det handler i sidste ende om, hvordan vi går til andre mennesker, der tænker og gør ting anderledes end os selv. Alligevel kan man som leder finde konkret inspiration hos Edmondson (2020) til at udvikle sine interpersonelle færdigheder ud i den psykologiske trygheds ædle kunst. For eksempel i kraft af hendes opmærksomhed om at invitere til deltagelse. Opmærksomheden består af to dele:
Første del omhandler situationsbestemt ydmyghed: Fotovognens Anders og Vibeke er mestre i at udvise en blanding af ydmyghed, nysgerrighed og interesse i de situationer, som møder dem. De ved, at de ikke har svarene på forhånd – og da slet ikke kan regne dem, de interviewer ud. Der foregår altid mere under overfladen end hvad man umiddelbart kan se.
At bedrive ledelse i komplekse situationer kræver ydmyghed og læringsparathed i modsætning til overdreven selvtillid og arrogance. ”Det ved jeg ikke”, ”Jeg har brug for jeres input og forskellige perspektiver” og ”Jeg har taget fejl her” er alle eksempler på et ydmygt mindset, der inviterer til deltagelse for at kunne navigere effektfuldt i kompleksiteten.
Anden del af at ”invitere til deltagelse” omhandler proaktiv spørgelyst: Schein (2014) ville kalde det for ydmyg spørgen. Anders og Vibeke udlever det ved at stille spørgsmål, som de ikke kender svaret på, samtidig med at de viser oprigtig interesse for den andens svar. Som leder i komplekse situationer bliver det at kunne stille stærke ydmyg spørgsmål således en altafgørende kompetence. Ikke retoriske spørgsmål, som man allerede kender svaret på – ej heller lukkede spørgsmål, der ensidigt kan besvares med ja eller nej (som Anders og Vibeke da også får stillet nogle stykker af). Men brede og dybtgående spørgsmål, der tilskynder til refleksion, er tankevækkende, bringer underliggende antagelser frem i lyset, rammer en dybere mening, bliver husket og fremkalder flere spørgsmål (Edmondson 2020). Præcis som når Anders og Vibeke er bedst.
Hvis du vil inspireres yderligere af Anders og Vibeke fra Fotovognen, så se med på: https://www.tvmidtvest.dk/fotovognen
