Hvordan tænker man mon, at ens hjerne ville opføre sig, hvis man var en right fielder i baseball og skulle gribe den bold, der lige er blevet hamret op i luften og ud mod horisonterne? Altså hvis man vitterligt var en seriøst god baseballspiller. Ellers tænk på, hvad hjernen gør, når man spiler rundbold og bare skal gribe den bold, så Svoger Peters hold ikke vinder.
Ens svar vil nok afhænge af, hvad man mener, hjernen er for en størrelse. Tænker man, at den egentlig nok fungerer lidt som en computer, og at ens kropslige bevægelser derfor sker på baggrund af de konstante små kalkulationer, hjernen laver med udgangspunkt i nogle helt vanvittige algoritmer, ja, så vil man sikkert tænke, at den konstant arbejder på at regne ud, hvor ens ben skal se at komme hen i en fart for at gribe den bold. Men hvad nu, hvis det forholder sig helt anderledes?
Den tomme hjerne
Jeg faldt for nylig over et blogindlæg med den fantastiske titel “The Empty Brain”, skrevet af den amerikanske psykolog Robert Epstein. Hovedpointen er basalt set, at nej, hjernen fungerer ikke som en computer. Hjernen er ikke nogen computer. Hjernen fungerer ikke ved at lagre og behandle informationer, og den fungerer overhovedet ikke via matematiske algoritmer. Og nej, vi handler ikke ud fra såkaldte repræsentationer (eksempelvis lagrede mentale modeller af verden) i hjernen.
Netop den forestilling om hjernen har ellers i mange år været den fremherskende hypotese inden for kognitionsvidenskaben og derfor den vej, man konstant er gået nedad, når man inden for den branche forsøgte at blive klog på – og dermed gøre os andre kloge på – hvad der får mennesker til at handle, som de gør. Altså hele forestillingen om repræsentationer.
Indlægget sendte mig på rejser forbi professor i psykologi og filosofi Anthony Chemeros koncept radical embodied cognitive science samt psykolog James F. Gibsons ecological psychology. Forfølger man deres tanker, må man droppe forestillingen om, at adfærd skabes på baggrund af input-output-processer i hjernen. Det er ikke dét, der er hjernens formål, så at sige. Hjernens formål er snarere at skabe sammenhæng mellem krop og omgivelser gennem sansning (eller perception) og handling.
Som professor i psykologi William Mace skrev, da han skulle beskrive James Gibsons tilgang:
“Ask not what’s inside your head, but what your head’s inside of”
Tilbage til baseball
Et af de klassiske eksempler, som Epstein også præsenterer, bringer os tilbage til indledningen af det her indlæg. Nemlig baseball. Hvis man har set en baseball-kamp (og hvis ikke, så igen tilbage til rundbolden), og hvis man har set en mand gøre sit yderste for at gribe en bold, hvad er det så egentlig, han gør? Hvis vi tænker, at hjernen er som en computer, så sker der (ret forsimplet) følgende: Hans adfærd er konstant betinget af de mentale modeller over løbebaner, hans hjerne regner sig frem til – modeller over hvor bolden vil lande, og hvilken retning det derfor er mest hensigtsmæssig at løbe i for at komme hurtigst muligt frem.
Men baseball-eksemplet, som er et virkeligt forsøg (læs her), viser, at der synes at ske noget helt andet. Right fielderen løber ikke specielt målrettet mod et bestemt sted, men derimod i et kurvet løb, nogle gange hurtigt, nogle gange langsommere. Igen i en noget forsimplet udgave af forklaringen: At gribe bolden handler om at have bolden i den konstant samme visuelle vinkel og samtidig tage højde for omgivelserne. Det handler kort sagt om visuel kontrol og konstant tilpasning – ikke om mental forudsigelse. Kortet over, hvor right fielderen løber hen er så at sige ikke skrevet på forhånd i hans hjerne; det skrives, mens han handler og kan kun gengives retrospektivt. Faktum er, at hvis han forsøgte at regne den ud på forhånd, skulle han være usandsynligt heldig for at ramme plet.
Det handler altsammen om kontekst
Og hvorfor nu alle disse tanker? Jo, for det fik mig til at tænke på det at navigere i kompleksitet, og hvad det for alvor kræver.
- Retning frem for slutmål
- Navigation frem for styring og forsøg på at forudsige
Og det skal ske med udgangspunkt i dér, hvor I er. Præcis som baseballspilleren, der nok har en fornemmelse af retning – der styrkes eller ikke styrkes – undervejs, som han bevæger sig i de løbende tilpasninger, som konteksten gør nødvendig. Han slipper et fikseret slutmål af syne – om end han naturligvis fortsat har som mål at gribe bolden, men han ved ikke på forhånd, hvad den mest effektive vej til det vil være. Den opstår, efterhånden som han handler.
Måske den tilgang til udvikling og fremskridt rent faktisk falder os meget mere naturligt, end vi er opdraget til at tro? Måske vores hjerne rent faktisk er det perfekte middel til at opnå det? Hvis vi bare lige for en stund slipper forestillingen om hjernen som en computer. Måske vi i vores projekter, vores forandringsprocesser og vores omstruktureringer ikke skulle have så pokkers travlt med at forsøge at regne mennesket ud, forudse hvad der skal til for at nå X resultat, eller hvad dét og dét input vil føre til af output. Og i stedet fokusere på, hvilket samspil der er mellem kontekst og den/dem, der handler i den – og hvilken betydning det har for den retning, vi gerne vil i. Lige nu og her!
Adfærd kan ikke formes på forhånd – den formes i konteksten
Sagt med andre ord: Når I skal igangsætte et forandringsinitiativ, skal man gå fra at tænke, ‘hvad skal der til for at komme derhen?‘, til ‘hvilken adfærd former der sig lige nu ud fra det, vi gør i forandringsinitiativet lige nu?‘. Den adfærd vil nemlig være altafgørende for, hvad der derpå sker – og hvad der derpå sker, og hvad der … Radikalt sagt: Adfærd formes ikke på forhånd, for det er ikke det, vores hjerne kan eller det, der er dens formål.
Alt dette er naturligvis spekulationer, for der findes ingen evidens. Men så er det vigtigt at tilføje: Der findes heller ingen evidens for, at hjernen skulle fungere som en computer. Det er bare det, der er blevet den herskende hypotese. Så herskende, at den kunne ligne en sandhed.
Læs eventuelt her mere om, hvordan vi i INTO THE GREY arbejder med organisationsudvikling ud fra en forståelse af konteksten som en afgørende faktor.
