Sorte svaner findes ikke. Eller det troede man i hvert fald ikke, indtil den hollandske opdager Willem de Vlamingh efter sigende blev den første europæer til at modbevise den faste overbevisning i 1697. Sorte svaner FINDES! Dén var man ikke lige forberedt på. På samme måde, som man gennem historien har oplevet nok så mange omkalfatrende begivenheder, man ikke lige havde set komme.
Måske ikke helt fjernt fra, hvordan mange oplever virkeligheden i organisationer nu. Eller hvordan man som leder prøver at navigere i den.
Man mister evnen til at møde det ukendte
Det interessante er, hvad vi så gør, når det uventede rammer os. Og hvad vi ikke gør, men måske netop burde. Den slags begivenheder (tænk coronakrisen, som det store – men også blot noget simpelt tilfældigt, der skete en dag på arbejdet) har det nemlig med at afstedkomme to markante reaktioner:
- Man begynder at lede efter alle de signaler, der sådan set bekræftede, at det ville ske, hvorpå man opbygger rationelle forklaringer på, hvorfor det så skete. Derved opbygger man en tro på, at man godt kunne have forudsagt det.
- Man begynder derfor at opbygge et beredskab, opbygge processer og procedurer, indfører regler – alt sammen for at forhindre, at lige præcis sådan en begivenhed kommer til at overraske igen. Det skal være vores redning mod det uventede. Nu kan man atter træde ind i fremtiden, der forudsigeligt lægger for vores fødder.
Begge dele synes at have den effekt, at man på den måde atter føler sig trygge. At man atter synes at have det hele under kontrol. For nu kan vi ikke væltes af en pandemi igen, vel? Eller en finanskrise? Eller oliekrise? Eller … Den tryghed er risikabel i en dynamisk og kompleks virkelighed. For dér vil noget uventet altid kunne ske. Der findes ikke nogen overordnet kontrol, man bare kan læne sig op ad.
Den plan, man havde lagt, bliver med al sandsynlighed (faktisk findes der ret megen evidens for det) ramt af noget uventet, så planen ikke holder. Den forandring, man har gang i, skaber helt sikkert nogle dynamikker, ingen kunne have forudset, og som betyder, at billedet af den fremtidige ønsketilstand begynder at glide én af hænde. Implementeringen af det nye it-system bliver med sikkerhed forstyrret af noget, der vil betyde, at man måske ikke får den fulde gevinst (eller man får meget mere gevinst). Og alt det “noget”, alle de “dynamikker” vil man kun kunne forudse i bagklogskabens klare lys.
Men måske den allerstørste risiko ved denne jagt på kontrol, denne forestilling om, at nok var det uroligt nu, men lidt længere fremme venter roen og forudsigeligheden, er, at man hæmmer ens evne til at byde det ukendte velkommen. Det ukendte bliver et irritationsmoment, man skal væk fra ud fra en idé om, at når man får genskabt roen og forudsigeligheden, kan man atter være effektive. Men det ukendte vil altid være her. At forsøge konstant at eliminere det er ineffektivt.
En udfordrende illusion
Nu er det ikke et argument for ikke at forberede sig på mulige kriser; de kan selvfølgelig komme igen. Men der er måske noget, der er endnu vigtigere at forberede sig på: det uventede. Forberede sig på, at man såmænd nok skal ramme ind i problemer, og sorte svaner, uden at man aner, hvad de vil være.
Men hvordan kan man forberede sig på det uventede? Nogle bud:
- Man skal opbygge en mental indstilling, hvor man ikke er overrasket over, at der sker noget overraskende; det er forventeligt: accepter, fornem og handl.
- Det er langt fra altid processerne og procedurerne, der redder os, men nærmere vores evne til at afvige fra dem, når det uventede sker. Bliv altid klogere på, hvordan i afveg og hvorfor i stedet for hele tiden at fokusere på “at komme tilbage på sporet”. Måske det spor fører jer uhensigtsmæssige afveje.
- Ens handlinger i den slags situationer vil være præget af høj grad af uvished, og man skal ikke regne med, at der findes evidens for, hvad der er det rigtige at gøre. Det finder man først ud af ved at prøve noget – små, undersøgende skridt. Så kom ud i den virkelige verden i stedet for at sidde bag lukkede døre og forsøge at regne den ud. Når man tror, man har, er der alligevel sket noget nyt.
- Den menneskelige meningsskabelse skal i centrum frem for at belave os på algoritmer og big data. Mennesket besidder en intuition, der langt overgår algoritmernes. Intuition er afgørende på ukendt territorium.
Som man nok kan regne ud, udfordrer det vores hang til at ville planlægge os ud af det flaksende virvar, der opstår ud af kriser eller det uventede. Det udfordrer presset fra andre – og sikkert også én selv – om at få kontrol på situationen. Det udfordrer måske ens forfængelighed, for man burde jo have svarene; man burde da være klog nok.
Men mon ikke, det er langt mere udfordrende at blive ved med at opretholde illusionen om at være i kontrol? Sådan fungerer verden ikke og derfor heller ikke vores ageren i den.
Netop evnen til at forvente det uventede er også central, når vi i INTO THE GREY arbejder med ledergrupper og team.
Billedet: Et monument med Willem de Vlamingh og en svane ved den australske flod Swan River. Den flod, Willem de Vlamingh sejlede op af, da han efter sigende så sorte svaner for første gang.
