Kender du det: Du sidder og ser vejrudsigten og får at vide, hvordan vejret bliver om fire dage. Dejligt, så er der styr på det. Fremtiden ligger velkendt derude og venter. At det så måske slet ikke går sådan, det har du sikkert glemt til den tid, medmindre du da har planlagt bryllup i haven, og de fik lovet solskin, men nu regner det. Men det er lige meget. I det store billede i hvert fald. Det vigtige er, at vi har indtrykket af at kunne forudse fremtiden. Så i morgen sidder vi der igen. Jeg gør i hvert fald.
For så kan jeg også glædes over, at nogen er så venlige at forudse, hvordan økonomien har det om et halvt år med en vis corona in mente (og jeg tror nok, alle tidligere forudsigelser har ramt ret godt – mener jer … vist nok ….). Eller jeg kan få at vide, hvor mange procent af mine indkøb der skal være økologiske om et par år, så jeg kan lægge mig helt på linje med gennemsnittet.
Der er sgu noget seriøst fedt over sådan at kende fremtiden. At det så ikke bliver sådan, betyder ikke noget, for der kommer nye forudsigelser, jeg skal forholde mig til. Og de er med sikkerhed endnu bedre. Endnu mere præcise. Man bliver jo hele tiden klogere.
At forudse fremtiden – at dræbe nysgerrigheden
Men i virkeligheden handler det nok slet ikke om at kunne forudse fremtiden. Det handler om villigheden til at acceptere det ukendte. Alt hvad de velmente regnestykker gør er at udfylde netop de huller, det ubehagelige ukendte efterlader, fordi vi har så svært ved at acceptere det. Og så sælger vi gerne det ubehag for en illusion. I et sådant omfang, at det er blevet nærmest en naturlov for os – også i organisationer:
“Hvad kommer vi til at tjene på det nye produkt? Hvordan skal vi indrette os om seks måneder for at kunne håndtere de udfordringer, pandemien giver til den tid? Hvornår er vi i mål med vores nye kultur? Hvilken adfærd skal vi have for at matche markedets behov om et år, og hvad vil det kræve at få den implementeret? Hvor lang tid skal vi bruge for at få de ti nøglekunder i hus? Hvornår har vi den nødvendige opbakning fra borgerne?”
Svarene er som oftest ukendte. Men alligevel kan vi tilsyneladende ikke acceptere ikke at kunne vide. Så vi gå straks i gang med sandsynlighedsberegningerne. Fastlåste i forestillingen altings – eller det mestes – mulige forudsigeligehed. Skærer det væk, der ikke kan passe ind i regnestykket (så som den altafgørende lokale kontekst, kulturen, meningsskabelsen, den menneskelige interaktion, hvad andre gør), og ender med et bud på en forudsigelse, vi trygt læner os tilbage og læner os op ad.
Problemet er som bekendt blot, at vi ofte ikke får ret. Og det er der intet mærkeligt i. Men problemet er ikke bare det. For den konstante fokus på at kunne forudsige bliver ikke alene en mental hindring for, at vi for alvor kan acceptere det ukendte som en naturlig del af livet – og derfor også organisationer, der jo ikke fungerer isoleret fra livet. Den klippefaste tro på vores evne til at forudse fremtiden bliver også en hindring for at frigøre den kreative kraft og menneskelige evne til at navigere ud i det ukendte. For hvis vi tror, at vi har eller kan finde svarene på forhånd, er vi sjældent nysgerrige efter at gå på opdagelse. Og kreativitet kæver nysgerrighed.
Men i stedet for at være nysgerrige er vi til tider nærmest besatte af at skabe mening i stort set alt også fremadrettet: “Vi gør sådan, for så sker der …” – uden at have blik for, at ofte giver lige præcis den tilgang absolut ingen mening. Alt for meget har betydning for, hvad der rent faktisk kommer til at ske – og meget af det findes slet ikke endnu, så nej, heller ikke en algoritme af Guds nåde kan regne den ud. Ligesom i øvrigt hverken teknologi, videnskab eller vores besungne rationalitet kan det. Lige meget hvor meget vi prøver at overbevise os selv om det.
Hvad ved du i morgen?
Det er på tide at give slip på vores addiction to prediction og træde ud i den virkelige verden, som den er. For det er som bekendt dér, det hele sker. Så i stedet for altid at være besatte af forudsigelser, skulle vi måske være bedre til at være åbne over for, at vi i morgen har lært noget nyt og derfor ved noget nyt, som helt naturligt vil have betydning. Og ved du med sikkerhed, hvad du ved i morgen?
P.S.: Termen “addiction to prediction” er fra Margaret Heffernan, der bla. bruger den i sin bog “Uncharted”.
