Se lige denne her! Klippet, hvor Jørgen Leth interviewer den amerikanske bassist Thomas Morgan. Selv Leth, der er en mester ud i kunsten at observere, vente og registrere, bliver her sat på en hård prøve. Hvad ville du selv gøre i situationen (se klippet lidt længere ned i indlægget)?
Man kan lægge mange perspektiver ned over klippet, men et springer særligt i øjnene på mig: At vi her ser et konkret eksempel på, hvornår en situation kalder på kompetencen negativ formåen. Altså kapaciteten til ikke-handling. Evnen til ”blot” at hvile i det der sker – afventende på hvad der mon dukker op til overfladen. Læs med her, hvor jeg tidligere har skrevet om kapaciteten negativ formåen, og hvorfor den er afgørende at dyrke som leder.
Music for Black Pigeons
Jeg var så heldig at se Jørgen Leth og Andreas Kofoeds lille mesterværk ‘Music for Black Pigeons’ fra 2023. Filmen er et forsøg på at sætte ord på jazzmusikkens passionerede væsen, om at undersøg musikkens kraft, og den kreativitet, der ligger bag de ofte improviserede toner i jazzen. Man får i selskab med en række fremtrædende musikere et indblik i deres arbejde med og tanker om musikkens mange nuancer.
En af disse musikere er den talentfulde amerikanske bassist Thomas Morgan. Han afstedkommer to glimrende eksempler på det interessante psykologiske fænomen ”negativ formåen”, som kort opsummeret omhandler en særlig menneskelig kapacitet til at hvile ubesværet i uvished uden at følge trangen til at gribe til kontrol, søge afslutning og være afhængig af følelsen af tryghed og sikker grund under fødderne. Alt sammen for at tillade fremkomsten af nye tanker, perspektiver og mulige veje frem. Lad os se nærmere på det første eksempel.
Fravær af ord: Det ordløse er IKKE tegn på at ingenting sker – tværtimod
På et tidspunkt i dokumentaren interviewer Jørgen Leth Thomas Morgan og stiller ham spørgsmålet: ”Hvad føler du, når du spiller musik? Hvordan ser det ud fra indersiden så at sige?”. Laaaaaaaaaaaaaang passage med tavshed. Ingen ord bliver ytret, men man kan tydeligt se at der foregår en masse på ”indersiden” hos Morgan. Leth, giver Thomas Morgan tid og rum til at reflektere, men på et tidspunkt er det som om selv Leth synes at tavsheden kommer til at fylde for meget. Måske Leth har tænkt: Hvad sker der? Lider han? Kan han ikke finde ordene? Skal han have hjælp? Skal jeg kaste en redningskrans? Eller skal jeg blive ved med at vente på den genialitet, som måske er i gang med at blive formuleret? Hvad ville du selv have gjort i situationen…?
På sin vis kan man sige, at der foregår en “dobbelt” negativ formåen i situationen: På den ene side Morgan, der ikke blot giver efter for et hurtigt, trygt og indstuderet svar, men virkeligt forsøger at dykke dybt for at tillade nye perspektiver i at dukke op – og på den anden side Leth, som afventende forsøger at rumme Morgans stilhed og proces.
Se klippet her (start ved 32:44): https://www.dr.dk/drtv/se/music-for-black-pigeons_393743
Fravær af handling: ”Jeg øver mig ikke”
Det andet eksempel på negativ formåen, som Morgan personificerer, handler om det bevidste fravær af handling. Men lad mig starte med at lave en kontrast til en anden jazzmusiker, Sonny Rollins, som i modsætning til Morgan trækker på sin positive formåen for at dygtiggøre sig.
En af mange fortællinger om jazzlegenden og tenorsaxofonisten Sonny Rollins går ud på, at han på et tidspunkt i slut 50érne blev godt gammeldags træt af at høre på sig selv. Altid spillende de samme fraseringer og rutiner. For at genvinde sin ”sprødhed” og evne til at skabe nyt rev han efter sigende tre år ud af kalenderen, hvor han konstant øvede sig gående frem og tilbage på Williamsburg Bridge i New York. Stoppede op, når han hørte gamle velkendte rutiner. Begyndte forfra og flåede bevidst sine indøvede vaner i stumper og stykker.
Selv om bassisten Thomas Morgan har den samme grundlæggende målsætning som Rollins: At holde sig selv og sit spil friskt, sprødt og nyskabende – går han til det på en radikalt anderledes måde. Han griber ikke til handling som Rollins. Tværtimod. Han gør intet. Morgan uddyber på følgende vis: ”Jeg øver mig ikke. Jeg føler, at når jeg øver, så udvikler jeg vaner som jeg ikke kan lide. Nogle ting bliver automatiske. Det forsøger jeg at undvige”.
Desto mere jeg øver mig, desto dårligere bliver jeg
En leder, jeg mødte for nylig, havde det på samme måde som Morgan. Hun havde med årene erfaret, at desto mere hun øvede sig på en vigtig præsentation, desto dårligere gik det. Hun følte sig låst. Bundet af sit ”manuskript” og indøvede pointer. Hun kunne mærke, at hun mistede sig selv og sine tilhørere. Når hun derimod kom ind i lokalet med en minimal forberedelse, var det som om hun havde et langt stærkere nærvær. Hun kunne i langt højere grad gribe det der opstod i lokalet her og nu og udveksle ideer, synspunkter og uenigheder med de andre. Præsentationen blev med andre ord langt mere levende og givende for alle.
Hvad med dig? Hvornår har det givet mening for dig, at øve dig – og hvornår har det spændt ben for dig, og faktisk givet mere ikke at gøre noget?
