…
og du tænker på at der ikke er brug for flere forbindelser i verden
men brug for at nogen peger på dem der allerede findes
(Caspar Eric i digtsamlingen “Alt hvad du ejer”)
Virkeligheden haster af sted. Det hele går hurtigere og hurtigere. Beslutninger må derfor træffes hurtigere og hurtigere. Hvis man vil overleve som virksomhed eller organisation, må man tilpasse sig hurtigere og hurtigere. Hele tiden være klar på, at i morgen ikke bliver som i dag.
Den virkelighed kalder på konstante forandringer, initieret af nogen, der må forklare hvorfor. Det kan i hvert fald meget nemt blive rationalet.
Men måske “tricket” til at begå sig i en så foranderlig virkelighed ikke bare er konstant, hurtigt at tilpasse og forandre? Måske det i mindst lige så høj grad handler om bedre at forstå det, der er? Og derfor at iklæde sig en behørig langsommelighed.
Tre argumenter for den behørige langsommelighed
Udfordringen er, at det kan synes kontraintuitivt, når nu fokus er på fart. Så hvad taler for alligevel at gøre det? Jeg er over de seneste uger faldet over tre i hvert fald for mig vægtige argumenter.
- Det første stødte jeg på i en vidunderlig samtale mellem gestaltterapeuten Bent Falk og Asger Johannes Steenholdt (se Del 1 af samtalen her, og Del 2 her). I den peger Bent Falk på, at ved at haste af sted eller udvise stor handlekraft, så glipper vi ofte at forsøge at forstå verden, som den er. I stedet projicerer vi vores forforståelser over på den virkelighed, vi står over for – og overlader derpå os selv til vanetænkningen. Og det er især problematisk i en foranderlig virkelighed, der ofte tager sig ud på nye måder, og som derfor kalder på evnen til at afvige fra vanen. Vi mister det, den tyske stjernesociolog Hartmut Rosa taler om som resonans, med verden og med os selv.
- Det flugter med de tanker, den sydafrikanske, nu afdøde filosof Paul Cilliers giver udtryk for i sit skønne essay “On the Importance of a Certain Slowness“. Det konstante fokus på fart resulterer i ureflekteret handling – en slags vanehandling – hvor respons skal ske med det samme. Fart over refleksion. Det bliver fart for fartens skyld og ud fra en forestilling om, at ved at have fart på, er man effektiv. Ofte er man det stik modsatte. Det paradoksale er, at i mange organisationer og virksomheder, hvor der er højt fokus på hurtige tilpasninger og forandringer, har man samtidig opfattelsen af, at man netop bryder med sine vaner. Men ofte har man end ikke sådan for alvor brugt tid på at forstå det, der er, og derfor for alvor fundet begrundelser for at tilpasse sig på lige netop den måde, man tilpasser sig.
- Og det leder til et sidste argument, som jeg for nylig faldt over i en mere end 55 år gammel artikel skrevet af den navnkundige Peter F. Drucker: “The Manager and the Moron“, i Mckinsey Quaterly, 1. december 1967. “The moron” er en reference til computeren, for computeren kan ikke for alvor vide, den kan ikke bruge nogen mavefornemmelse, den kan ikke for alvor forstå. Det kan kun mennesket. Men for at kunne bringe den menneskelige egenskab i spil, har mennesket brug for TID. En tid, som mange ledere, og organisationer, ikke tager sig, fordi der er alt for megen fokus på, hvad der er kvantificerbart og hurtigt omsætteligt i lige så hurtigt forståelige fakta og såkaldt evidens (ofte pseudoevidens). Men for at forstå noget, må man se på det fra 16 forskellige vinkler, som Peter Drucker skriver. Og man må ud i den virkelighed, hvor dette noget er. Hvis man vil forstå medarbejdere, kulturen, omgivelserne må man gå derud, og man må acceptere, at forståelsen, den brugbare indsigt, kun kommer, hvis man bruger tiden til det. 16 forskellige vinkler. Men som Peter Drucker afslutter med at konstatere:
The failure to go out and look is what accounts for most of our managerial mistakes today.
Og NEJ – det er langt fra bare anderledes i dag. Farten gør den konstatering mere relevant end nogensinde.
Men det har vi virkelig ikke tid
Ofte vil man selvfølgelig møde det modargument, der hedder, at det ved vi godt, men det har vi bare ikke tid til. I sig selv et resultat af ureflekteret tale og handling. Har man da faktisk tid til ikke at forstå den virkelighed, man står i? Har man da faktisk tid til at forlade sig på vanen eller veltrådte mønstre, når nu virkeligheden konstant emergerer og præsenterer sig som noget nyt? Har man virkelig tid til ikke at opfange de svage signaler, der kunne være spæde tegn på, at man må skabe mening på ny.
P.S. Billedet er inspireret af Milan Kunderas bog “Langsomheden”: Hvem fornemmer og har bedst mulighed for at forstå verden omkring sig – motorcyklisten, der drøner igennem den og på en måde forsøger at gå i ét med farten, eller den gående, der er i stand til at betragte både, hvor hun kommer fra, og hvor hun er på vej hen – og hvad denne bevægelse så at sige foregår i? Livet fra 16 forskellige vinkler.
_______________
Selve billedet er fra www.pexels.com, uploadet af Nathan Salt.
