Mit kontrollerende selv
Jeg elsker følelsen af at være i kontrol over fremtiden – hvordan den skal folde sig ud og hvor den skal føre mig hen. Jeg elsker at bestemme hvad andre skal mene og gøre. I vinterhalvåret tjekker jeg dagligt at min kone ikke har sat radiatorerne til mere end 2½. Jeg ser altid efter om der nu er slukket for gassen på komfuret inden jeg går i seng, og hiver i håndtaget til hoveddøren for at se om den nu også er låst. Jeg elsker at styre kreative processer, så vi lander der, hvor jeg gerne vil lande. Jeg tager mig selv i at køre forbi mine bedsteforældres gamle sommerhus i Dronning Mølle, som blev sat til salg for 15 år siden, for at bande over de nuværende ejeres misligholdelse af den have, som min bror og jeg med sjæl og kærlighed plejede og passede som var det paradis på jord.
Vi er er FxCKED
Jeg er samtidig indædt fortaler for at vi alle begynder at lære, at slippe kontrollen bare en smule mere. Giver slip på vores våde drømme om kontrol, rationalitet og forudsigelighed, som den eneste vej frem (mod et lykkeligere, lettere og bedre liv). Ellers er vi FxCKED. I hvert fald hvis vi er interesseret i at begå os nogenlunde i en kompleks verden, hvor det uventede er normen snarere end undtagelsen. I en verden, hvor der ville være orden, hvis det ikke var fordi alt kan ske. Bevares, bliv endelig ved med at styrke kontrollen inden for de områder, hvor det giver mening. Hvor det er muligt. Min pointe er blot at de områder skrumper ind med den gradvist øgede forbundethed i verden. Og i en ekstremt forbundet verden, hvor den gensidige afhængighed er enorm, og selvorganisering uden central styring er den dominerende dynamik, giver det ikke mening at tvinge og planlægge resultater igennem.
Tværtimod – i sådan en verden kan begæret efter stadig mere kontrol slå over i det modsatte. Til tab af kontrol. Vores evne til at lytte og reagere, så det svarer til den situation, vi står i, forsvinder – overladt til planer, procedurer og eksperter.
Og at foregive, at være i kontrol, når man ikke er det, udgør en sikker opskrift på at fucke up – uden mulighed for at tage ved lære af sine fejl.
To afgørende spørgsmål
To afgørende spørgsmål bliver derfor: Hvor lidt kontrol kan du klare dig med? Og: Hvordan kan vi forstå det at udøve kontrol på nye måder?
Måske vi skulle dyrke det ukontrollerbare og vores evne til halvkontrollerbarhed? Fortsættelse følger…
