Alt for mange af de samtaler og møder, der finder sted i vores organisationer er præget af tempo, overfladiskhed, forenklinger og forudsigelighed. Men organisatoriske samtaler handler ikke om at vi skal føle os effektive og i kontrol (læs med her: Et spørgsmål om kontrol – del 1). Det handler snarere om at vi bliver langt bedre til at rumme virkeligheden med dens konstante forandringer, uforudsigelighed, tvivl og utryghed. For når vi kan det, styrker det vores muligheder for at tænke nyt og i fællesskab at konfrontere – og arbejde med – det som er svært, men helt afgørende.
HVORFOR ER DET VI TROR, AT VI KAN SKABE BEDRE MØDER, HVIS VI FORBEREDER OS MERE, PRODUCERER FLOTTERE SLIDES, UDVIKLER MERE DETALJEREDE AGENDAER, STYRER TIDEN BEDRE ELLER LAVER SKARPERE OUTPUTS?
Vi har derfor brug for at møde acceleration, kompleksitet og uvished med behørig langsommelighed og fordybet eftertænksomhed. Men det kræver ledere der kan – og tør – sætte scenen for nye typer af organisatoriske samtaler (læs mere her: What David Bowie can teach you about the art of conversation).
Levende samtaler, hvor man:
- Evner at slippe foden fra speederen og skabe et rum for fælles nærvær, behørig langsommelighed og fordybelse – og kommer på den anden side af effektivitet, tempo, beslutning og handling
- Formår at forbinde perspektiver, der oftest tænkes adskilt
- Skaber møder, hvor det bliver muligt at komme på den anden side af forudsigelige handlinger, normaliseret adfærd, tillærte attituder og stift managementsprog
- Evner at møde komplekse problemstillinger med en kompleks tilgang – uden at gribe til simple, overfladiske og hurtige svar
- Kan sætte scenen for at andre kan tænke det uventede – og organisationen kan ”komme nye steder hen”
- Formår at holde meningsskabelsesprocessen åben, som en modvægt til det massive organisatoriske pres for afslutning
- Tør slippe kontrollen på intelligente måder – og skabe rammerne for at andre kan gøre det samme
- Forstår at facilitere møder, hvor oprigtig uenighed og evnen til at arbejde med radikalt anderledes perspektiver er en naturlig del af kulturen
- Tør udfordre den ”sociale ingeniørkunsts” fokus på styring, planlægning, administration og kontrol
- Tør konfrontere og italesætte svære – og nogle gange ubehagelige – hverdagserfaringer uden behovet for at idealisere virkeligheden
- Tør give mere af sig selv – og ikke gemmer bag sig bag indstuderede rutiner og vaner
- Forstår at tænke relationerne først – og understøtter løbende forbindelser mellem samarbejdsrelationer – også når det er krævende og svært
HVIS DE VIGTIGE TING BLIVER SAGT I KAFFEPAUSEN, HVORFOR SÅ IKKE GØRE VORES MØDER TIL ÉN LANG KAFFEPAUSE?
Foto AP, Vaclav Havel i intens samtale
