LinkedIn

For at forstå verden, bliver vi nødt til at “sætte den sammen igen”

Hvordan forstår man bedst en kompleks verden?

Mennesker har uden tvivl studeret komplekse systemer i tusinder af år, men den moderne videnskabelige undersøgelse af komplekse systemer er stadig relativt ung sammenlignet med etablerede videnskaber som for eksempel fysik, matematik og kemi.

Et godt sted at starte er derfor 1984, hvor det første forskningsinstitut dedikeret i forhold til at undersøge komplekse systemer blev grundlagt. Det såkaldte Santa Fe Institute i New Mexico, USA. Instituttet blev etableret af førende videnskabsfolk, og nogle af de første medvirkende omfattede bl.a. prominente navne som Nobel-prismodtagere i fysik Murray Gell-Mann og Philip Anderson, økonomi Nobelpristager Kenneth Arrow og Manhattan Project-forskerne George Cowan og Herb Anderson.

Vi bliver selv nødt til at (for)blive komplekse

Siden starten og til i dag, har Santa Fe Instituttets grundlæggende filosofi været at komplekse problemstillinger kræver en tværdisciplinær tilgang, hvor man evner at trække på mange forskellige fagområder og perspektiver samtidigt. For at kunne forstå kompleksitet tilfredsstillende bliver man så at sige selv nødt til at blive kompleks. Tankegangen fødtes som et modtræk til datidens videnskabelige tendens om at øge den faglige specialisering og dermed styrke opdelingen mellem de videnskabelige fagområder som selvstændige enheder.

Ligeledes var Santa Fe Instituttets fokus på kompleksitetsteori i sig selv et forsøg på at bevæge sig væk fra en mere traditionel videnskabelig tilgang, der i høj grad så verden som mekanistisk, og med en ambition om at reducere verden til mindre og mindre bestanddele. Santa Fe Instituttets kompleksitetsfokus trak i den diametralt modsatte retning, og begyndte i stedet at ”sætte verden sammen igen”. At undersøge den indbyrdes afhængighed og forbundethed mellem ting, hvordan forskellige ting interagerer med hinanden, hvordan de danner mønstre og hvorledes de mønstre folder sig ud over tid (læs mere om forskellige perspektiver på verdens forbundethed her: Om UVIS(hed) og Inner Development Goals  og Har du talt med din sociolog i dag?

Komplekse udfordringer kræver tværdisciplinært samarbejde

I dag arbejder forskere tilknyttet Santa Fe Instituttet med en mangfoldig vifte af komplekse problemstillinger, hvilket nedenstående temaer og konkrete projekter er eksempler på (læs mere på https://www.santafe.edu/research/themes):

  • ”Kompleksitet og Historie”: Ved at trække på kvantitative teknikker fra ikke-lineære dynamikker, statistisk fysik og evolutionær biologi forsøger man at finde emergente mønstre i historiske begivenheder.
  • ”Livets lovmæssigheder”: Med hjælp fra evolutionær biologi, kemi, fysik og informationsteori stiler man mod at finde de systemiske lovmæssigheder, som er med til at skabe og opretholde liv.
  • “Fremkomsten af komplekse samfund”: Med afsæt i kulturel antropologi, arkæologi og historie samt værktøjer og tilgange fra biologi, fysik og computervidenskab forsøger man at skabe indsigt i underliggende processer bag forskellige samfunds evne til at opstå og overleve i tusinder af år.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere blogindlæg