Mange har nok hørt det, og føler sig måske ovenikøbet overbevist af udsagnet om, at 70% af alle forandringstiltag slår fejl. Man opnår ikke det med dem, man ville med sin forandringsledelse.
Udsagnet er imidlertid komplet usandt! Eller ja, det er det postulat så også, altså at det er usandt. For lige så lidt som dem, der slynger om sig med tallet 70 (sikkert så de kan redde 7 ud af ti fra den sikre fiasko), ved, om det er sandt, ved jeg, om det er usandt. Men tallet siger alligevel en del om, hvad forandringsledelse desværre ofte er bygget op omkring: myter og misforståelser.
Forfejlet fokus på “tingen”
I al for lang tid har fokus i forandringsledelse eksempelvis handlet om de rette metoder og de rette processer: ”Hvis du udfører din forandring efter den her XXX, får du succes” – underforstået, så bliver du ikke én af de 7. Det sker som regel ud fra en forståelse af verden som et relativt statisk sted, hvor en forandring handler om at gå fra én statisk tilstand til en anden statisk tilstand, som vi måtte mene bedre matcher den forandring, vi mener er sket rundt om os.
Resultatet bliver et fokus på ”tingen” i forandringen. For ”tingene” er statiske. Den nye arbejdsgang. Det nye it-system. Den nye kultur. Det nye og nødvendige mindset. Og derfor kommer forandringen til at handle om målet frem for udgangspunktet – selv om man jo aldrig kan være andre steder end i udgangspunktet. Den kommer til at handle om, hvordan man får de faktorer, der kunne påvirke den ”nye ting”, til at flette sig fint sammen med og rundt om ”tingen”. Visionen skal overbevise folk om, at det er en virkelig god idé. Interessenterne skal inddrages og se lyset. Medarbejdere skal trænes i at følge de nye procedurer. ”Tingen” er den, man skal samles om.
Forandringsledelse kræver fokus på bevægelsen
Men hvad nu, hvis vi forstod verden ikke som et statisk sted, men derimod som en konstant bevægelse? Ikke konstant omkalfatrende bevægelser, men bevægelse. Hvor ”tingen” skal passe ind i denne konstante bevægelse. Så ville vi måske i langt højere grad rette fokus mod bevægelsen og lade den være mindst lige så afgørende og styrende frem for i så høj grad at lade ”tingen” være definerende for, hvad der skal ske, og hvad der skal implementeres.
For intet lader sig bare implementere i konstante bevægelser uden selv konstant at måtte bevæge sig. Uden selv løbende at blive redefineret af det, som det bevæger sig med. Hvorfor man måske så heller ikke ville bruge så megen tid og fokus på at opfinde ”tingen” på forhånd som noget statisk (løsningEN!), men derimod acceptere, at også den blot er et udgangspunkt, ligesom det udgangspunkt, den nu skal ud at begynde livet sammen med og vokse sammen med. Det er det levende, der har betydning for, hvad ”tingen” bliver, mere end det er ”tingen”, der kan forme, hvad det levende forandrer sig til.
Ingen kommer gennem den berømte og berygtede parisiske rundkørsel ved at forsøge at få alle andre til at holde stille. Man danser derimod med alle andre bilister i en gensidig bevægelse, hvor det, der former bevægelsen, også formes af bevægelsen. Ud af det opstår ruten. Men først dér. Man bliver med andre ord nødt til at se bevægelsen for at se (og måske forstå), hvad der sker, for det er bevægelsen, der gør, at det sker.
“There’s no love in a carbon atom, No hurricane in a water molecule, No financial collapse in a dollar bill.” (Peter Dodds)
Hvad der ikke blot kan indfanges og gøres til en ting
Bevægelsen er konteksten. Hvis jeg går ned ad en gade, passerer forbi en gyde, og dér pludselig hører et menneske bede om hjælp, så er det konteksten, der er stærkt afgørende for, hvad jeg gør. Har jeg travlt? Går jeg rundt i min egen verden fuld af bekymringer? Regner det? Er der andre mennesker? Ingen designer konteksten; den opstår løbende og har løbende indflydelse: Der er lige nu ingen mennesker, men rundt om hjørnet kommer en gruppe personer slentrende i højt humør – eller de skændes.
Bevægelsen er den mening, man skaber. Om manden i gyden: Har jeg tidligere været ude for noget lignende, og hvad gjorde jeg dér? Hvilke forestillinger gør jeg mig om det menneske i gyden? Hvad ved jeg om det kvarter, jeg går i? Den mening kan ofte skifte, alt efter hvad der bliver gjort synlig for mig – enten helt konkret eller i overført betydning. Jeg stopper op og forsøger at ane menneskets ansigt. Jeg tager bestik af gyden. Eller der kommer en anden person og advarer mod at gå ind i gyden – måske hun (modsat mig selv) har haft en dårlig erfaring med at hjælpe andre i gyder. Hendes fortælling påvirker mig måske og dermed min handling – som derfor kunne være blevet en anden, hvis hun ikke var kommet. Og igen er der ingen, der styrer den bevægelse, meningsskabelse er. Mening er ingen “ting”, der kan plantes i min hjerne.
Bevægelsen er relationer. Hvordan er vi forbundet, eksempelvis i organisationen – og derfor hvordan interagerer vi. Forandringer er ændringer af relationer og derfor af handlingsmønstre mellem mennesker. Men ikke blot det. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi oplever relationen. Fatter jeg sympati for den dame, der advarer mod at gå ind i gyden? Virker hun troværdig. Er det en dame, jeg har set før og derfor har et indtryk af?
Bevægelsen er … det, som har enorm betydning for vores nu-og-her handlinger og derfor også for, hvad forandringens “ting” kan være og bliver til. Bevægelserne former det.
Billedet: Saad Chaudhry på Unsplash
