Hvad nu, hvis det vigtige ikke er at kunne regne ud, hvad der vil ske, men derimod at kunne forstå det, der rent faktisk sker? Sker lige nu.
Og hvad nu, hvis det vigtige ikke er at designe systemer, der kan indfange virkeligheden, men derimod lade sig indfange i virkeligheden på måder, der gør det muligt at tage de næste smarteste skridt i den? Ikke kvantespring ud bag horisonter, man alligevel ikke kan begribe; blot små skridt, så langt ens øje lige kan sanse.
Alt for meget tankeeksperiment, alt for lidt virkelighed
Man kender det nok: Voldsomt irriteret over, at der hele tiden kommer noget i vejen for, at man ikke bare kan få det gjort, man havde aftalt. Det virkede ellers både opnåeligt og realistisk i mødelokalet. ”Så hvorfor fanden kan det hele ikke bare makke ret, så vi kan nå derhen, hvor vi vil!?”
Frustrationerne stiger. Folk modarbejder (føles det som). De andre gør ikke, som I havde aftalt (virker det som). Man kommunikerer og involverer. Man justerer og planlægger på ny.
Måske frustrationerne og irritationerne i høj grad skyldes, at man – ofte også ubevidst – hele tiden forsøger at gøre det, man tænker vil føre noget bestemt med sig? Man prøver hele tiden at udvide sin horisont, men det er ret beset blot tankeeksperimenter.
KPI’er er tankeeksperimenter. Budgettet for næste år er tankeeksperimenter. Dine personlige performancemål er tankeeksperimenter. Forventede udfald et stykke ude i fremtiden er tankeeksperimenter. Men efterhånden som man får dem talt frem og formet sproget på overbevisende måder, kommer de pludselig til at udgøre virkeligheden. De bliver de sneglehuse, man mener markerne ligger i (den sætning giver nok først mening, når man læser det citat, metaforen er taget fra, nedenfor). De er det, der sker og vil ske.
Muligheden er NU!
Blot er det ikke sådan. De er ikke, det, der hverken sker eller vil ske. De er mere eller mindre valide forestillinger om en måske mulig fremtid (og ja, lad os være ærlige, ofte gjort virkelige på baggrund af magtbalancer, en vædet pegefinger i luften, bagudrettet data eller fordi … nå ja, så bliver chefen glad, fordi hendes chef bliver glad, fordi …).
Der er ikke virkeligheden marker. Dér, hvor der sker det, der sker. Og hvor det, der sker, er det, der har betydning for, hvad der så sker. Og hvad der så sker. Og alle ved jo godt, at i en dynamisk virkelighed er den kausalrækkefølge tankelege at optegne særligt langt ud i fremtiden.
Så i stedet for at brug al for megen tid på fremtidsudsigter og tankelege, skulle man måske i endnu højere grad bruge tid på at forstå det, der rent faktisk sker? For det er jo det, der rent faktisk sker, som har langt større betydning for, hvad der kan ske fremadrettet, end hvad man tænker, der kunne ske.
Nogle fif til bedre at kunne forstå og være i det, der RENT FAKTISK sker.:
- Søg og faciliter nye typer af dialoger, der åbner op for nye perspektiver. Leg med rammerne for dialogerne. Stil spørgsmål, der ikke har som ål at få svar, men at finde frem til endnu bedre spørgsmål.
- Test af live for at mærke, hvad der sker, når man gør som man gør. Der findes kun nu; det er det eneste sted, man kan handle. Alt andet er abstraktion.
- Øg kvaliteten af jeres relationer. I er aldrig kun to ”noder”, mellem hvem musikken spiller. I er musikken! Jo bedre relationer, jo bedre musik.
Det er ved for alvor at forstå det, der sker, at man styrker sine muligheder for at træde mere kvalificeret ind i fremtiden. Det er gennem den forståelse, at man for øje på muligheder, man ikke anede fandtes, fordi man var så optaget af fremtiden.
Inspirationskilden til at komme ud af sneglehuset
Og alle de tanker og refleksioner var sådan set blot et resultat af, at jeg for nylig kastede mig over J.P. Jacobsen gamle klassiker ”Niels Lyhne”. Og i dén faldt over en passage, der fik mig til at stoppe op.
Musik var imidlertid ingenlunde hr. Bigums hovedinteresse; først og fremmest var han filosof; men ikke af disse produktive filosoffer, der finde nye love og bygge systemer; han lo ad deres systemer, disse sneglehuse, som man slæber omkring med sig henover tankens uendelige mark, enfoldigt troende, at det er inde i sneglehuset, at marken er. Og disse love: tankelove, naturlove! – som om det, at opdage en lov, var andet end at finde et bestemt udtryk for hvor borneret man var; såvidt kan jeg se og ikke længer, der er min horizont, det betød opdagelsen, og ikke mere, thi var der ikke en ny horizont bag den første og en ny og en ny igjen, horizont bag horizont, lov bag lov i een uendelighed. (J.P. Jacobsen, ”Niels Lyhne” – Gyldendal-udgaven fra 2020, s. 24-25)
Så kom ud af sneglehuset. Ud på virkelighedens marker. Hvor horisonterne nogle gange er vide, andre gange blot til næste halmstrå.
Det har altid undret mig, hvorfor så mange altid taler om, at nogen skal komme ned fra elfenbenstårnet og ud i den virkelige verden. Hvorefter de selv i den virkelige verden fortsætter med at gætte horisonter. Er det virkelig virkeligheden?