Kun den
der kan holde nuancerne
kan holde livet
Reducer kompleksitet. Det kan man blive nødt til, når så meget omkring synes rodet og konstant foranderligt. For reducerer man kompleksiteten, bliver det nemmere at finde vej, nemmere at være i, nemmere at finde svar.
Men måske vi mennesker er blevet forført af vores evne til at skabe tilsyneladende orden og helt har glemt, hvad den evne overhovedet kræver: kompleksitet? Kompleksiteten i og mellem os mennesker.
Livet er i det komplekse – også det organisatoriske
Når man sidder i en bil og skal dreje til venstre, ser en modkørende bil et stykke nede ad vejen, hiver man ikke lommeregneren frem og begynder på bedste rationelle vis at regne os frem til, hvordan man mest sikkert for drejet. Man forlader sig derimod på sin fornemmelse, sin erfaring, sine antagelser, sin bevidsthed om afstande. Uden at man helt kan forklare, hvad det består i. Og alligevel kan man rumme det – og handle ud fra det.
Når kærlighedens kemi blomstrer, eller der pludselig skabes en bestemt dynamik på et møde, kan man langt fra altid forklare, hvorfor det skete. Det opstod. Sandsynligvis ud af et sammensurium af forskellige handlinger, ord, relationer lige dér, intentioner, skabt mening og efterfølgende respons … Uden at man kan lave en direkte årsag-virkningskæde. Reducer kompleksitet, og man forstår mindre af, hvad der skete. For man ville skille det ad, der kun giver mening i sammenhæng.
Kompleksiteten findes i forbindelserne mellem os, forbindelserne i os. Tag nu billedet til dette indlæg: På hvilken side af billedet ville man stå stærkest, når en vilter verden sender uforudsete hændelser imod én? Hvem vil have nemmest ved hurtigt at justere, smyge sig rundt om eller danse med den viltre verden? Svaret er dér, hvor relationerne er stærkest (mest elastiske) og bevægeligheden mellem dem bedst. Skab orden i alt, og man vil ikke ane, hvad svaret på en uordnet verden er.
Det er menneskets – sammen med andre menneskers – evne til at absorbere det komplekse, der rent faktisk sætter mennesket i stand til at være til i en kompleks verden. Det er kompleksiteten i os og mellem os, der gør det muligt for os at respondere på det uforudsete. Total orden kræver total kontrol, og alle kan sige sig selv, at den tanke er absurd – for kontrollen handler om at kunne kontrollere alt, hvad der måtte påvirke, og det er meget. Rigtigt meget. Så meget, at man intet andet kunne lave end at forsøge at kontrollere. Så meget, at alt ville være dødt.
Så hvorfor … ?
Så hvorfor beder du folk om hele tiden at fremlægge klare beviser for, hvilket resultat der vil komme ud af handlinger ind i det uvisse? Jo-jo, de skal nok gøre det, men både jeg og de ved, at det er spil for galleriet. Og i øvrigt spild af tid, der i stedet kunne være brugt på at træde ud i den virkelige verden og blive klogere.
Så hvorfor vil du have alt forklaret? Dér, hvor alt kan forklares, findes der næppe mere nyt og derfor ingen udvikling. Dér, hvor alt er ordnet og lagt i lige linjer, bliver stivhed og tunnelsyn resultatet. Der hvor alt er i kontrol, holdes alt fast. Hvis behov er det, du søger i ly af?
Så hvorfor søger du hele tiden mod konsensus og alignment og tænker det som udredende i en rodet verden? For når selvsamme verden sender uventede hændelser jeres vej, ville du ønske, at I ikke havde været så snæversynet, drevet af den konsensus og alignet effektivitet. Du ville ønske, at I havde været i stand til at se det hele fra endnu en skæv vinkel i stedet for at lukke ned for den med påkrævet alignment.
Så hvorfor forsøger du hele tiden at forsimple tingene og foregive, at det er muligt at inddæmme virkeligheden i processer og procedurer – i kpi’er og måltal? Når du gør det, slår du det selvsamme ihjel, der ville være jeres bevægelige måde at møde en dynamisk virkelighed på. Du gør jer stiv og lammede. Du forudser intet andet end det, du allerede ved.
Og hvorfor ikke …?
Nuvel, selvfølgelig er der mange situationer og kontekster i organisationer og ledelse, hvor det giver rigtig god mening at arbejde med en slags forudsigelighed, en hjælpsom forudsigelighed, som vi kalder det. Men på den anden side, ret så ofte gør det ikke. Men mange søger det alligevel, måske pga. vane, måske pga. tryghed, måske pga. verdensforståelse. Ligemeget hvad, så hæmmer det.
Så måske man skulle tale noget mere om det komplekse, det viltre, og hvordan man rent faktisk kan være i det. For det forsvinder ikke. Og sandheden er jo også, at man er i det hele tiden, og at man rent faktisk klarer den. Virksomheder og organisationer vælter ikke omkuld i flæng. Det er måske et spørgsmål om at afmystificere det uforudsigelige og det uforudsete.
Måske man skulle fokusere på sproget, man bruger. Eksempelvis er der rigtig megen snak om at skulle acceptere fejl, for så lærer man. Problemet med det sprog er, at for det første er der bare rigtigt mange fejl, man ikke bare skal acceptere. Fejl, der bare ikke skal begås. Og for det andet har ordet ‘fejl’ ofte den iboende klang, at det faktisk var noget, man godt kunne have undgået, hvis bare man lige havde tænkt sig lidt mere om. Så hvad med at tale om fejlslagne forsøg i stedet? For når man træder ud i det komplekse og viltre gør man det i et forsøg på at finde en vej, men naturligvis ude at kunne vide det på forhånd.
Måske man skulle sænke farten en smule. I en hurtig verden kan det naturligvis synes oplagt at skulle være mindst lige så hurtig. Først med det nye produkt. Først med et bestemt tiltag. Først, først, først. Ind foran de andre. Men jo hurtigere man bevæger sig, jo mindre ser man af det sammenfiltrede buskads, man er en del af. Og jo mindre man ser, jo mindre forstår man. Og jo mindre man forstår, jo mindre behændigt og smart kan man handle.
Måske man skulle acceptere, at der bare ikke altid findes svar på forhånd. Måske de endda aldrig ender med at stå tydeligt som bøjet i neon på høje facader til fremtidig efterligning. Acceptere, at det mere er evnen til at stille spørgsmål, der åbner op, frem for give svar, der lukker ned, som er en styrke.
Måske.
Lidt mere
Billedet til indlægget er fra den schweiziske kunster Ursus Wehrlis bog “The Art of Clean Up: Life Made Nice and Tidy”.
Læs i øvrigt mere om, hvordan vi i INTO THE GREY arbejder med netop den vinkel, når det gælder ledelsesudvikling her.
