Begrebet resiliens synes at have vundet indpas igen. Eller måske det har været der hele tiden, været lidt væk, men nu for alvor dukket frem igen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at der er enhver fare for, at resiliens ender på samme måde som så mange andre af den slags begreber, der er i komplekse i deres natur: De bliver forsimplet på måder, der kan gøre det farligt. Pakket ind i idéen om, at nu skal eksempelvis ledere og medarbejdere træne sig til – eller måske endda få værktøjerne til – at blive resiliente.
Resiliens: Den nye formel – pas på!
Egentlig skulle resiliens være en slags modsætning til robusthed eller at være modstandsdygtig, som man vist kaldte det før da. Evnen til at komme igen efter at være blevet væltet omkuld. Evnen til at forandre sig smidigt og tilpasse sig frem for at stå fast og forblive identisk med det, man var.
Men ligesom eksempelvis LEAN blev til en forsimplet måde at tænke effektivitet på. Og ligesom agilitet er endt som bare en anden måde at strukturere sine faste processer på, eller nudging blev en måde at manipulere folk til at få den adfærd, man vil have dem til at have – uden at de lægger mærke til det. På sammen måde er der for mig tegn på, at resiliens kan blive en forfladiget måde at klæde folk på til at skulle modstå den konstante foranderlighed. Eller modstå et stort pres på.
Det kan blive en måde at give folk et “værktøj” til at kunne stå i uvisheden og fortsat lægge under for presset om at kunne regne den ud. En måde at imødegå de konstante omstruktureringer og krav om at handle hurtigere, mere agilt, top-effektivt. “Vi ved godt, det er vildt svært, men hej! Tank op ved resiliensens kilde, og du skal leve! Eller arbejde og tilpasse dig.”
Det sidder i relationerne – i forbundetheden
Men jeg tror ikke, at resiliens er noget, der bare sidder i individet, eller noget, der kan masseres ind i individet. Plantes i det som en svensknøgle i en hånd, så man kan skrue den genstridige møtrik på plads og hurtigt få hjulet til at dreje igen. Det er ikke noget, man bare som individ kan optræne på et kursus.
Som det er med det agile. Som det er med god ledelse. Som det er med alle mulige sociale fænomener, så “sidder” det i konteksten. Først et tankevækkende citat fra den britiske psykolog Alex Haslam:
“Resilience is something that when you look at it in the world, it isn’t a manifestation of individuals as individuals. Resilience is something that only occurs in and to groups.” (Citat er fra denne artikel)
Resiliens er med andre ord et socialt fænomen. Det muliggøres for det enkelte individ, hvis det indgår i hensigtsmæssige rammer og relationer. At tænke det individuelt er som at forsøge at ville lave et fiskenet ved udelukkende at fokusere på samlingspunkterne i stedet for alle forbindelserne imellem dem. Men der er jo lige præcis dem, der gør det resilient.
Og før man så begynder at tænke: “OK, så det handler om at designe hensigtsmæssige rammer til at kunne gøre resiliens muligt. Gerne ved brug af evidens for, hvad der virker.” – så stop op og tænk jer om. Resiliens er et kompleks fænomen, og den slags designer man ikke, og man designer ikke rammerne for, at den kan blive en realitet på forhånd. Altså den klassiske med, at man først laver en masse analyser, skeler til alskens såkaldt evidens, for derpå at bruge den viden til at designe nogle rammer, som så skal give resiliens som resultat.
Tværtiimod accepterer man det som det, man på engelsk kalder en ’emergent property’, det vil sige en egenskab, der opstår gennem de mange interaktioner, der finder sted. Først når den så at sige er der, ved man, hvad rammerne skulle være. Ikke før. Det er også først, når jeg ser min ledelse rent faktisk udfoldet af mig selv og “modtaget” af andre, at jeg aner, hvad god ledelse lige her er og ikke er.
Simpelt uden garanti
Vil man arbejde med resiliens i en organisation er det derfor ret simpelt – hvilket IKKE er det samme som at sige, at det er simpelt at opnå. Det ville være forsimpling. Udvikling i det fri følger ingen skabelon.
Tænk intuitivt. Tænk udvikling i det levede, åbne liv, hvor så meget mere, end hvad vi umiddelbart kan begribe, hænger sammen med andet. Tænk konteksten.
- Hvad er for os de konkrete beviser på resiliens?
- Hvor oplever I, at I er lige nu, hvad angår resiliens (og husk, at resiliens altid må defineres af dem, der skal leve resiliensen. Altså lokalt)?
- Hvilke muligheder giver det jer for at bevæge jer i en hensigtsmæssig retning. Med andre ord: Hvilke handlinger? Tænk hver handling som små forsøg, I tester af for at se, om det skaber noget godt.
- Og så ellers i gang – med løbende opfangning af, hvad handlingerne skaber af udvikling, og med løbende dialog om, hvorvidt I oplever at være på rette vej.
Den meste resiliente – og bæredygtige – udvikling har alle dage været den evolutionære. Faktisk kan den aldrig være andet, selv om man med forkromede planer og femtrinskoncepter fuld af værktøjer måtte forsøge at bilde hinanden det ind.
