Der sidder han så. En ældre og imødekommende herre – med sit venlige smil og tunge briller. Den tyske sociolog Norbert Elias (1897-1990), som med sine tanker var med til at åbne op for at tænke verden – og organisationer – på nye måder. Mere komplekst – og uvist. Der findes ingen fast bund, som alt hviler på, eller noget simpelt, som alt kan reduceres til. Et slag i mellemgulvet til dem, der tænker verden som ordnet, beregnelig og inden for deres kontrol. Men en inspiration for andre. For eksempel Elias’ nutidige sociologiske kollega Hartmut Rosa, der hylder det ukontrollerbare. Hans pointe er, at vi bliver nødt til at skærpe vores blik for det ukontrollerbare, da det egentlige liv og alle betydningsfulde erfaringer opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres i klassisk forstand. Hvor alt kan kontrolleres, har verden ikke mere at sige os.
En frastødende mangel på kontrol – Elias, når han er bedst
Hvordan kan der i menneskenes verden findes skabninger (herunder organisationer og måder at bedrive ledelse på), som intet enkelt menneske har haft til hensigt at skabe? (Elias)
Intentionelle handlinger har altid utilsigtede konsekvenser, som udgør afsættet for morgendagens intentionelle handlinger, som så igen fører til utilsigtede konsekvenser, som… BOOM!!! Absorbér den. Forsøg virkelig at smag på det perspektiv. Det er svært, ja, måske ligefrem frastødende for mange at acceptere ideen om, at det samfund – og den organisation – de er en del af, i det store og hele følger en ”blind” kurs, relativt uafhængig af dets medlemmers vilje og målsætninger.
Elias retter fokus mod, at det civiliserede samfund – og de moderne organisationer – som vi kender i dag, ikke er opstået som et resultat af en velovervejet, rationel og nøje planlagt proces. Nej, et samfund – eller en organisation – udvikler sig ikke i takt med en overordnet masterplan, som udvalgte mennesker – fx politikere eller CEO’s – har dikteret og besluttet sig for at implementere. Der er snarere tale om sociale processer, hvor samfund og organisationer opstår som et resultat af samspillet mellem et utal af menneskers planer, handlinger og intentioner over tid. Processer, der har deres egne forløb, og hvis udfald i stor udstrækning er uplanlagte og uforudsigelige, men som alligevel har deres egen udviklingslogik.
Vi er forbundne – hvad enten vi vil det eller ej
For Elias er relationerne udgangspunktet for alt. Sociologiens DNA. Vores forbundethed. Ja, det der forandrer menneskets psyke, er relationerne mellem mennesker. Og Elias var så radikal i sin forståelse af de sociale relationer som ”grundstoffet”, at han valgte at betragte relationerne mellem mennesker som lige så virkelig som menneskene selv. Som lige så virkelige som menneskene selv. Tænk engang. Et perspektiv, som i særdeleshed blev understreget under corona-pandemien, hvor, hvis de mennesker, der interagerede med hinanden, var forbundne med blyantsstreger, ville hele verden se ud som en gigantisk krusedulle af relationer, der flettede sig ud og ind af hinanden:
Vi bliver tvunget til at erkende, at vi er uløseligt forbundne med alle andre mennesker, og at vores valg ikke bare gælder os selv. I smittens tid er vi én eneste organisme. I smittens tid bliver vi igen et fællesskab (Giordano, 2021)
Elias har et begreb for vores forbundethed og gensidige afhængighed af hinanden – hvad end vi vil det eller ej: interdependens. Hans pointe er, at mennesker, grupper og samfund er forbundet gennem kæder af interdependenser, kæder som bliver tættere og længere over tid, og som munder ud i hvad han kalder for figurationer: netværk af gensidigt afhængige mennesker og grupper. Det er bl.a. denne proces, der spiller en afgørende rolle i forbindelse med samfundets – og verdens – bevægelse mod en højere grad af kompleksitet.
Spil som metafor for samfundsmæssig udvikling
Elias forsøger at trække på spil som et billede på den samfundsmæssige udvikling, da spil på den ene side er regelstyrede, men samtidig også er kamp. Han opfatter ikke spilstyrke som en given kvantitet, men i tråd med hans stærke fokus på relationer, som et aspekt af relationen mellem spillerne.
Spil kan have forskellige grader af social kompleksitet, fra skak med to spillere til holdspil som for eksempel fodbold med 22 spillere. Forestil dig nu et skakspil mellem to spillere, hvor den ene spiller er markant stærkere end den anden. Elias’ pointe er, at den stærke spiller ikke blot med lethed kan vinde, men også bestemme hvordan han skal vinde. Den stærke spiller bestemmer med andre ord både udfald og forløb. Anderledes går det, når spillerne er mere jævnbyrdige. Nu kan spillets forløb ikke længere styres ensidigt, men både udfald og forløb beror på de træk og strategier, som udvikles af de to spillere. Elias ville sige, at et unikt spilforløb vokser frem som et resultat af sammenvævningen af de to spilleres forskellige træk. En proces, som ingen af spillerne har planlagt eller forudset.
Det leder Elias frem til konklusionen, at jo flere spillere der føres ind i et spil, jo sværere bliver det at forudsige spillets forløb og udfald (som i en organisation – eller et samfund). Eller som den tyske landstræner fra 1954, Sepp Herberger, engang svarede på spørgsmålet om, hvorfor mennesker går til fodbold:
”Fordi de ikke ved, hvordan kampen ender”
Blod på tanden
Sociologien giver mulighed for at komme ”højt op i helikopteren” og se på udviklingen af sociale processer, mønstre, sammenhænge og forklaringer i det helt store perspektiv: Hvordan opstår og udvikler samfund og civilisationer sig? Hvordan skal vi forstå fænomenet globalisering? Sociologien har med andre ord den sociale kompleksitet i sit DNA.
Hvis du har fået blod på tanden til at styrke din forståelse af social kompleksitet, så kan det varmt anbefales at dykke ned i navne som for eksempel Niklas Luhman, Zygmunt Bauman, Ulrik Beck, Anthony Giddens og Hartmut Rosa – og ikke mindst Norbert Elias.
