Jeg har tidligere skrevet her på bloggen om de indre kapaciteter, som vi bliver nødt til at give opmærksomhed – og udvikle – for at gøre os forhåbninger om at kunne møde en stadig mere kompleks og uvis verden i “øjenhøjde”.
Med begrebet “psykologisk fleksibilitet” forsøger jeg at forfølge det spor og udfolde forskellige opmærksomheder, som morgendagens (og nutidens) ledere bør dyrke i stedet for den ensidige jagt på illusionen om kontrol, forudsigelighed og tryghed.
Balancedans
Ligesom for meget kaos kan føre til angst og lammelse, kan en overdreven søgning mod tryghed, kontrol og orden gøre os sårbare, passive og ufleksible i mødet med en foranderlig verden. Den psykologiske fleksibilitet handler om at kunne skabe en balance. At kunne foretage en dans, hvor man skiftevis står med det ene ben i orden og tryghed og samtidig strække det andet afsøgende ud i kompleksitetens uforudsigelighed og turbulens.
Udfordringen bliver at kunne tilpasse sine tanker, følelser og adfærd til ikke-kendte, uforudsigelige og foranderlige forhold. Med andre ord at være i stand til at skifte mentalt gear og tage kompleksitetens uvished på sig.
Udfordringen
Men det er som om det at hvile mere ubesværet i uvisheden nærmest er naturstridigt for os mennesker. Vi kan ikke bære at føle os som hjælpeløse ofre for kræfter, vi ikke kan kontrollere.
Når man mest af alt har brug for mental smidighed, tager ens grundlæggende overlevelsesinstinkter ofte over, og man går i kamp, flugt eller frys-respons, som et panisk svar på at genvinde kontrollen. Helt banalt kan man sige, at vi mennesker frygter følelsen af uvished mere end noget andet. Måske mere end døden selv. Vi er derfor parate til at gå endog meget langt for at beskytte os selv mod den angst, uro, tvivl og bekymring, som – bevidst eller ubevidst – kan aktiveres i os, når vi konfronteres med vores ufuldstændige viden og begrænsede kontrol:
”Vi kortlægger verden for at kunne foretage en bevægelse fra vores nuværende opholdssted, punkt A, til vores bestemmelsessted, punkt B. Vi bruger vores kort til at styre efter og møder undervejs både succeser og forhindringer.
Succeserne er opmuntrende og hjælper os samtidig med at opbygge selvtillid.
Forhindringerne og fiaskoerne er derimod angstprovokerende, deprimerende og smertefulde. De antyder vores dybe uvidenhed… De antyder, at noget, som vi med stort besvær har opbygget og for enhver pris ønsker at beskytte, er fejlbehæftet – og både er det i alvorlig grad og på en måde, vi ikke fuldt ud forstår”
(Jordan B. Peterson i ”Hinsides orden” 2021, s. 221).
Accept – første perspektiv på psykologisk fleksibilitet
Første skridt på vejen mod psykologisk fleksibilitet handler derfor om accept. Accept indebærer at indse, at når man udøver ledelse i kompleksitet, så handler det ikke om at føle sig godt tilpas – men om at føle, hvad end man føler, uden en kamp. Når man frivilligt nærmer sig det, man ikke forstår, det nye, det anormale, det uforudsigelige, det foranderlige og det forstyrrende, så siger det næsten sig selv, at man uundgåeligt vil komme i kontakt med følelser som frygt, angst og smerte – og ikke kun lykke, sindsro og velvære.
Accepten indebærer derfor at man forsøger at åbne sig op og rumme det ubehag, der ofte alligevel ikke kan ændres eller kontrolleres: konfrontationen med ens dybe uvidenhed; den intense oplevelse af at føle sig fortabt; angsten for at ramme ved siden af; den konstant nagende tvivl på ”det hele” og uroen for at blive vejet og fundet for let.
Ubehaget forsvinder ikke på magisk vis af den grund. Det er det stadig. Men man kan skabe en mere smidig relation til det, hvor man ikke bliver overmandet af det, løber væk fra det eller bruger alle sine kræfter på at slås med det. Man kan sige, at man giver de svære tanker og følelser plads til at være, som de er, og i stedet forholder sig åben og nysgerrig over for dem, samtidig med at man bedriver effektfuldt ledelse i uvisheden. Det betyder ikke, at man holder af ubehaget eller ønsker det. Eller at man resignerer eller bider tænderne sammen. Det betyder blot, at man giver ubehaget plads. Holder det let. At det er helt ok, at det er der. Faktisk forventeligt.
Man kan forberede sig selv på accepten – og styrke sin psykologiske fleksibilitet – ved for eksempel at stille sig selv spørgsmålene: ”Hvilke tanker og følelser vil sandsynligvis dukke op i mig, når jeg skal arbejde med denne komplekse problemstilling? Hvad har jeg brug for at gøre plads til for at gøre dette?”
Næste perspektiv på den psykologiske fleksibilitet kommer snart.
