Man kender sikkert godt fornemmelsen af at stå over for genstridige udfordringer, såkaldte vilde problemer. Det stikker i alle mulige retninger, og hver gang man står med noget, der kunne være et svar, dukker der nye ting op, der gør svaret usikkert. Ting hænger sammen på så sammenfiltrede måder, at ingen kan, hvad konsekvensen bliver, hvis man trækker bare lidt i én af grenene på brombærbuskene. Så hvad gør man? For der skal trækkes.
Stillet over for den slags udfordringer – med al deres iboende uvished – er vi opdraget gennem generationer med, at det handler om at vise handlekraft og finde løsninger. Og kan man ikke selv finde dem, må man kalde nogen sammen, der kan. Alt sammen ud fra århundredes lærdom: Jo mere uvisheden kan mærkes, jo mere må vi stå sammen og lade dem, der har forstand på det, sikre, at der skabes vished. Vi må have svar, og nogen må vide …
Vilde problemer løses ikke med fortidens lærdom
Men det er en lærdom, der hører fortiden til. Snart vil man grine ad den. Snart vil man forundres over dem, der ikke forstod, at med handling ud fra den lærdom skabte de mere kaos end stabilitet. Mere uvidenhed end viden. Mere ineffektivitet end effektivitet – for hver gang de handlede, skabte det uforudsigelige bevægelser og utilsigtede konsekvenser. Hver gang, de troede, de havde regnet den ud, ændredes forudsætningerne, og de måtte begynde på ny. På ny.
Og forudsætningerne ændrer sig vel at mærke ikke, fordi nogen central kraft beslutter sig for at ændre dem, men ganske enkelt fordi virkelighedens dynamiske forbundethed hele tiden skaber nye bevægelser, der skaber nye mønstre, og derfor kræver nye tilpasninger. Konstant. Tanken om at finde løsninger og statiske svar er ligegyldig. En dynamisk virkelighed kan ikke indfanges med en tankegang, der tænker i statiske tilstande. Den kan blot forsøges navigeret af en tankegang i bevægelse.
Det er kunsten ikke at vide
I en sådan virkelighed kan man ikke vide på forhånd. Og derfor må ambitionen i første omgang ikke være at vide, men derimod acceptere sin uvidenhed og derfor uvisheden. De forandringer, det kræver at takle de vilde problemer, kan ikke kendes, før de faktisk er sket. Først dér kan vi forundret og ydmygt sige: ”Ah, det var dét, der skulle til.” Først dér kan vi vide. Vel at mærke en slags bagudrettet viden, der ikke afslører nogen gældende formel for, hvordan man så løser en lignende udfordring fremadrettet. For når det måtte blive aktuelt, har forandringen allerede forandret sig. Man står igen med noget nyt. Nye bevægelser. Nye kontekster. Nye erfaringer. Der er aldrig stilstand.
Ingen finder dér formler. Når man måtte sige: ”De har fundet formlen for, hvordan …”, så er det en illusion. En formel signalerer stilstand; at noget er indfanget. Men ofte er det, man har opnået, udelukkende at finde frem til, hvad der kan fungere lige dér, hvor den såkaldte ’formel’ er kommet til syne. Det er blot et lokalt mønster, der har lejret sig, men som er i fortsat bevægelse.
Det er ofte vores manglende evne til at se bevægelsen, der betyder, at vi ser det for sent, når mønsteret har ændret sig så meget, at vi må skabe forandringer i det statiske. Borde skal flyttes. Kontorer skal ændres. Processer skal tilpasses. Det er ikke bevægelsen, der er problemet. Det er vores forsøg på at kontrollere det gennem det statiske, der er problemet. Ved at indfange lammer vi det, og des større chok skal det have, når man så har brug for, at det faktisk kan bevæge sig behændigt som en måde at tilpasse sig omgivelsernes utrættelige bevægelse på.
Forbindelserne er det vigtige
Vores udfordring er måske, at vi aldrig rigtigt har lært – altså blevet undervist i – at begå os i uvisheden. Stort set al undervisning handler om at finde svar. Om at jagte den rette vej. Hvilket samtidig er paradoksalt, for vi begår os i uvisheden hver eneste dag; ellers ville vi ikke kunne være til i den her verden. Og livet er som bekendt kompleks – hele tiden i udvikling, hele tiden under påvirkning, samtidig med at det påvirker andre liv.
I den virkelighed er det relationerne, der er det afgørende, frem for de enkelte elementer. I den virkelighed løses problemer gennem utrættelig eksperimenteren og evnen til at opfange den feedback, der kommer fra eksperimenterne: ”Hvis jeg gør sådan, hvad sker der så? Hvilken feedback får jeg så? Hvilke næste eksperimenterende skridt kan jeg så tage?” Og al feedbacken kommer gennem de forbindelser, der er. Derfor er forbindelserne afgørende.
Men netop det gør det måske endnu vanskeligere. For ikke alene er vi opdraget til at finde statiske løsninger; vi er også opdraget med en forståelse af individet som individ i sig selv. Tingen som tingen i sig selv, så at sige. Måske vi dermed har mistet blikket for individet som mere end individuelt, individet sammensat af mere, end hvad findes i individet. For individet må i lige så høj grad forstås ift. det, det er i relation til og under påvirkning af (også historisk). Individet skabes i lige så høj grad af de relationer og forbindelser, det konstant indgår i, som det skabes af sig selv. Og derfor skabes også dets handlinger i og gennem relationerne og forbindelserne. Man kan ikke forstå det ene uden det andet. Man må derfor se forbindelser og relationer og man må se bevægelse, hvis man skal kunne begå sig effektivt i kompleksiteten og dermed være ”klædt på” til at takle vilde problemer.
When I think of “the human”, I don’t settle my gaze on the anthropomorphic forms we habitually imagine as representatives of what it means to be human. Instead, I notice patterns, fields, web-like connections, thresholds, processes, and multi-species arrangements. (Bayo Akomolafe)
Vilde problemer kræver en ’vild’ tilgang
Så hvordan kan man gå til de vilde problemer – vel at mærke uden atter at opfinde nye processer og procedurer? For den slags er blot endnu et forsøg på at vide og at kontrollere.
- En grundlæggende accept af ikke at vide. Og det er ikke bare en intellektuel øvelse. Viden sidder også i kroppen. I psyken. Og det er heller ikke nogen nem opgave, for man bliver afkrævet svar hver eneste dag. Man får point og bliver hyldet for at give svar. Ens næste lønforhøjelse er afhængig af det. Ens genvalg er afhængig af det. Ens egen forfængelighed kan stå og falde med det.
- En grundlæggende accept af forbindelserne og relationerne som lige så afgørende som de enkelte dele. Handling her, er ikke et spørgsmål om at regne den ud, men et spørgsmål om årvågenhed: Hvad sker der, når …? Hvilke mønstre skabes, når …? Hvad er umiddelbart forbundet med hvad på hvilke måder? Hvilken betydning har det, når vi gør X (ikke det samme som at spørge om, hvilken konsekvens det måtte have, for det ved vi sjældent)?
- Derfra er det en simpel, men naturlig proces med eksperimenter-feedback-meningsskabelse i en til tider rodet, til tider smuk proces. Vel at mærke eksperimenter med fokus på at påvirke rammerne og konteksten, så nye muligheder derved kan opstå – og hvor der er fokus ikke på resultatet af eksperimenterne, men på den læring, de gør mulig. Man kan ikke løse vilde problemer, men man kan ændre i den kontekst, der understøtter det vilde problem og derved skabe potentialet for, at nye mønstre, som kan vise sig at være løsningen, opstår.
Så vilde problemer kræver vilde tilgange (ikke det samme som vilde løsninger). Men det vilde skal ikke forstås som voldsomt stort. Vildt anderledes. Vanvittigt kreativt. Det skal end ikke forstås som ukontrolleret. For selv om vilde problemer ikke er under kontrol, så er de ofte heller ikke ude af kontrol, forstået på den måde, at de forårsager konstant død og ødelæggelse. Også de er ’blot’ mønstre, der har lejret sig i et hav af dynamisk forbundethed.
’Vild’ skal helt simpelt forstås som det, at man tager den kontekst, man er trådt ind i, alvorlig. I stedet for at man forsøger at manipulere den til noget, den aldrig nogen sinde har været. For gør man det, vil den helt naturligt slå tilbage. Den ved bedst, også uden at vide.
