Du har måske selv gjort det, eller været udsat for det: En strategi fremlægges, en forandringsplan forklares, en ny personalepolitik foreslås. Ved hjælp af fine powerpoints med overbevisende fakta og elegant tale, der flyder i indstuderede strømme. Visioner og drømme, der nok skal blive en realitet et sted derude i fremtiden, hvis bare … Sådan er ledelse.
Det ser så fint ud, dér på powerpointen. De lyder fine, de ord, der former fremtiden. Så lad os sammen komme i gang, lyder det.
Og man går i gang. Men man finder hurtigt ud af, at man har simplificeret virkeligheden alt for meget, ellers ville den aldrig passe ind i en PowerPoint, så man kunne forklare den. Man finder ud af, at virkeligheden er et rod. Den lige streg fra PowerPointen matcher slet ikke virkelighedens krøllede og flaksende bevægelser.
De bedste, men helt forkerte intentioner
Der er sikkert mange grunde til, hvorfor man gør det på den måde, altså fremlægger den lige streg: At det er lederens rolle at reducere kompleksiteten. At når noget er rodet, må det være lederens rolle at komme med et ordnet modsvar. At det er lederens rolle at kunne sandsynliggøre en god og motiverende fremtid. Eller ja, den helt simple grund: at man som leder rent faktisk tror på det.
Men ret beset burde man lade være med at forsimple og præsentere fine, ordnede billeder. Virkeligheden er et rod. Dynamisk og foranderlig. Langt fra altid til bare at regne ud. Uventede ting sker. Uventede ting sker altid. Og der er intet mystisk i det.
Jeg vil faktisk vove den påstand, at man løber en langt større risiko ved at præsentere ordnede og forsimplede fremtider, end man gør ved at acceptere rodet. Den første tilgang skaber en en alt for høj grad af selvtillid og en tro på at have fundet vejen til fremtiden. Jeg ved godt, at vi står på mange årtiers dominerende ledelseslitteratur, der har kommet med letkøbte opskrifter på, hvordan man som eksempelvis leder skal håndtere mennesker. Og at den litteratur er blevet ædt råt, for det er jo fedt at have svarene, som man bare kan kopiere. Men fremtiden er aldrig givet.
Accepterer man det, er man langt mere årvågen over for, hvad der sker lige nu. Så drop forsimplingerne. Drop de fine billeder – eller det fine landkort. Accepter territoriet, som det er: Rodet, skyggefuldt, under konstant forandring. Med andre ord: Drop den overdrevne selvtillid.
Vished bør være din fjende nummer ét
Men hvad så med ledelse i en accept af rodet? For alternativet er selvsagt ikke “rodet ledelse”. Hvad kan man gøre?
- Brug mere mere tid på at forstå territoriet, I bevæger jer i, frem for på at forsøge at optegne kort over fremtiden.
- Styrk den praktiske dømmekraft: “Med de erfaringer vi har, og med den kontekst, vi står i, hvad er så vores næste, smartest skridt ift. at bevæge os i den ønskede retning?”
- Brug mere tid på de gode spørgsmål end på at finde svar, svar, svar.
- Udforsk frem for at konkludere – mere nysgerrighed.
- Tag små skridt ud i territoriet frem for store, handlekraftige skridt (der alt for hurtigt sender jer i en forkert – og potentielt set dyr – retning).
- Tillad tvivl. Tillad uenigheder. Tillad fejlslagne forsøg.
I en uvis og kompleks virkelighed er vished din fjende nummer ét. Selv om den selvfølgelig føles rar og tryg. I hvert fald lige indtil det uventede sker.
